Indstilling af Mikael Langager til Den Regionale Ølpris

 
Hvert år uddeler Danske Ølentusiaster den Regionale Ølpris til er person der:

  • Er gået forrest i lokalområdet for at vise nye sider af øllets verden.

  • Har gjort en særlig indsats for at udbrede kendskabet til det gode øl.

  • Har udvidet og flyttet den gængse opfattelse af, hvad øl er og kan anvendes til

Der er ingen tvivl om at Mikael Langager har gjort sig gældende i alle tre kategorier.
 
Mikael lagde ud som den første formand i Varde lokalafdelingen af Danske Ølentusiaster.
 
Herefter kastede han sig over at importere øl igennem sit nystartede firma Beer Factory, der siden den spæde start i garagen, har udviklet sig til en sund virksomhed med flere ansatte, og kunder over hele landet. Beer Factory har dygtigt holdt interessen ved lige, bl.a. ved at holde åbent lager arrangementer, hvor folk kunne komme og smage den stadig stigende pallet af produkter. Et andet populært tiltag var ”månedens kasse”, hvor man kunne tilmelde sig, og så hver måned kom Mikael forbi med en kasse med spændende øl. Da dette system var på sit højeste, blev der kørt kasser ud til abonnenter over det meste af Jylland, fra Haderslev i syd til Randers i nord. Rent økonomisk blev ”månedens kasse” ikke samme succes som dens udbredelse, men vi er mange der fik vores øjne op for øllets forskelligheder, på godt og ondt, igennem disse kasser.
 
Sideløbende med foreningens arrangementer, så har Mikael afholdt øl arrangementer med bl.a. Osteriet i Billum, og sidst men ikke mindst har han været primus motor for forårets store ”Livsstilsmesse” i Smedeværkstedet i Varde, hvor vi ud over alskens øl kunne svælge os i de bedste oste, kød og chokoladeprodukter, samt et stort udvalg af rom og whisky. Det var anden gang dette blev afholdt, og det kommer helt sikkert igen, og i endnu større udgave.
 
Mikael er også områdets bedste om mest benyttede kapacitet, når der skal afholdes ølsmagninger. Der er vel næppe det forsamlingshus eller klubhus i området, der ikke har haft besøg af Mikael. Han er en velforberedt, velvidende og ikke mindst humoristisk formidler ud i øllets forunderlige verden.
 
Mikael har titel af Direktør i det lokale Warwik bryggeri, som han i sin tid var med til at stifte. Det er uden tvivl Mikaels fortjeneste at Warwik kommer ”ud over rampen”, idet resten af bryggerne består af ingeniører, der helt sikkert er gode til at brygge og beregne, men i sagens natur ikke er supermænd ud i det merkantile. Det er som regel også Mikael der står for rundvisninger på bryggeriet.
 
World Wide Beer hedder den ølbutik som Mikael har åbnet på Ortenvej i Varde. World Wide Beer fører ud over et stort udvalg af danske og udenlandske øl, gaveartikler, glas og bøger.
 
Sluttelig skal det nævnes at Mikael også er medlem af bestyrelsen af Danske Ølentusiaster i Varde. 
 

Indstillet af Lokalafdeling Varde